FTF

CS er medlem af hovedorganisationen FTF.ftf

Udover soldat, kan en FTF'er være en politiassistent i København, sygeplejerske i Esbjerg eller bankfuldmægtig i Roskilde. Det kan også være en lærer, en pædagog, en jordemoder, en bioanalytiker, en stewardesse, en skuespiller eller en socialrådgiver.

På mange forskellige arbejdspladser, med mange forskellige uddannelser og i mange forskellige fag arbejder FTF'erne. 

Selvom FTF'ere er forskellige, er vi også ens. Vi har tit en studentereksamen og typisk en mellemlang uddannelse på tre-fire år. FTF'ere arbejder selvstændigt og har ansvar i arbejdet. Vores løn- og ansættelsesvilkår ligner tit hinanden. Mange FTF'ere får hver måned en lønseddel på det nogenlunde samme niveau - nemlig i mellemklassen. Vores overenskomster bliver til næsten på den samme måde, de fleste af os har pensionsordninger som en del af lønnen. Vores fysiske og psykiske arbejdsmiljø har fælles træk. 

Vi har arbejdet med mennesker til fælles, hvad enten de hedder patienter, klienter, elever eller kunder. Vi sidder ofte i front, når det handler om at give en god service og sikre gode velfærdsydelser til borgerne. Vi spiller en stor rolle i velfærdssamfundet og i mange, mange menneskers hverdag. 

Der er altså masser af gode grunde til, at FTF er en fællesnævner. Både i forhold til arbejdsgiverne, politikerne og den enkelte arbejdsplads.

FTF er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte. 76 forskellige faglige organisationer arbejder i FTF sammen i forhold til arbejdsgivere, politikere og offentligheden.

FTF arbejder for et bedre arbejdsliv og et bedre velfærdssamfund. På mange niveauer - både lokalt og centralt - sætter FTF sit præg på samfundet. For sammen kan 450.000 mennesker gøre mere end hver for sig.

FTF er partipolitisk uafhængig. 

Tre ud af fire FTF'ere arbejder i det offentlige. FTF blev oprettet i 1952

Mange organisationer - en stemme

Der hvor den enkelte organisation ikke er stor nok, går vi sammen for at blive hørt. FTF er den fælles stemme for 76 organisationer og talsmand for organisationerne over for politikere og embedsfolk på både centralt og lokalt niveau. 

Fordi FTF dækker en stor del af det danske arbejdsmarked - 450.000 lønmodtagere - sidder FTF med i en lang række udvalg, nævn og kommissioner, hvor medlemmernes fremtidige forhold bliver afgjort. I kraft af vores størrelse er FTF fx med i de lokale beskæftigelsesråd, Forbrugerrådet, ATP, Ligestillingsrådet, Det økonomiske Råd og en række uddannelsesudvalg. For bare at nævne et par stykker.

Besøg FTF's hjemmeside her