Kompetenceudvikling

Kompetence er måden, man bruger sine kvalifikationer på i praksis, altså evnen til at løse en opgave. Kompetenceudvikling handler om at udvikle din evne til at varetage dine arbejdsopgaver bedre eller mere effektivt.

En vurdering af dine kompetencer kan være relevant, når du skal dokumentere det, du allerede kan. For eksempel hvis du søger uddannelse eller nyt job.

Du kan få papir på dine kompetencer gennem en individuel kompetencevurdering.

Læs mere om individuel kompetencevurdering (IKV).

En måde at definere (real)kompetencer på er med udgangspunkt i de måder, hvorpå du har erhvervet dine (real)kompetencer:

Formelle kompetencer, som er erhvervet ved gennemførelse af offentlige uddannelser med centralt fastsatte mål og rammer. Her udstedes dokumentation for de erhvervede kompetencer i form af eksamensbeviser, uddannelsesbeviser og lignende, som for eksempel kan bruges til at ansøge om merit efter meritreglerne i de enkelte uddannelseslove. Her er der tale om alle de uddannelser og kurser du har gennemgået, både i og uden for forsvaret, og som kan dokumenteres med et uddannelses- eller kursusbevis.

Ikke-formelle kompetencer, som er erhvervet i et organiseret læringsmiljø, eksempelvis et kursusforløb på arbejdspladsen, et højskoleophold og lignende. Denne form for læring fører ikke til formelle eksamens- eller uddannelsesbeviser, men der kan forekomme ikke-formelle prøver og certificeringer. Ofte vil der foreligge for eksempel kursusplaner, udtalelser, deltagerbeviser og lignende. Det kan eksempelvis karaktiseres ved de kurser du har gennemgået i forbindelse med dit job i forsvaret. 

Uformelle kompetencer, som er karakteriseret ved at være et resultat af den tilfældige og ustrukturerede læring, som finder sted i alle livets sammenhænge. Her kan der være tale om eksempelvis sidemandsoplæring som anvendes bredt i forsvaret.

Din indgang til kompetenceudvikling kan være din årlige medarbejderudviklingssamtale.

En medarbejderudviklingssamtale er en forberedt, struktureret og fremadrettet samtale mellem leder og medarbejder. Det er her fremtidige arbejdsopgaver, forventninger og kompetenceudvikling med mere tages op.

Det er altså vigtigt, at du forbereder dig til din samtale og gør dig klart, hvad du ønsker at få med dig fra samtalen. Du kan ikke forvente at din samtaleleder opfylder dine ønsker, hvis du ikke selv er klar over hvad du vil.

Hvis du er uafklaret om din fremtid kan 3M kurset "mit job - min udvikling - mit valg" være det første skridt på vejen til din kompetenceudvikling.

Min Kompetencemappe
Min Kompetencemappe er Undervisningsministeriets redskab til dig, der ønsker at få overblik over og dokumentere, hvad du kan og har lært via din uddannelse, dit job og dit fritidsliv. Du kan læse mere om realkompetencevurdering i uddannelserne på Uddannelsesguiden.

Du finder Min Kompetencemappe her.