Uddannelsessystemet

fig

Som ansat i forsvaret, kan du bruge din erhvervserfaring i voksen og videreuddannelsessystemet. Uanset hvilket niveau du befinder dig på, er der gode muligheder på opkvalificering og efteruddannelse.

I Danmark er der en lang tradition for folkeoplysning og voksenuddannelse. Voksen- og efteruddannelse (VEU) kan opdeles i tre kategorier: formelt kompetencegivende uddannelse, ikke formelt kompetencegivende uddannelse samt private kurser.

De formelt kompetencegivende voksen- og efteruddannelser kan opdeles i almene og erhvervsrettede uddannelsesprogrammer. De almene voksenuddannelser består blandt andet af:

Forberedende voksenundervisning (FVU), som har til formål at give voksne mulighed for at supplere deres grundlæggende færdigheder i læsning og matematik. Begge fag er opdelt i trin, og der er mulighed for at aflægge prøve efter hvert trin.

Almen voksenuddannelse (AVU), som er et tilbud til voksne over 18 år om at forbedre deres kundskaber i en række almene fag, for eksempel dansk, matematik og samfundsfag. AVU kan afsluttes med prøver, der svarer til folkeskolens 9. og 10. klasse.

Hf-enkeltfag, som har til formål, at voksne kursister opnår almendannelse, viden og kompetencer, der danner grundlag for videre uddannelse eller øger kursisternes muligheder på arbejdsmarkedet. Hf-enkeltfag kan afsluttes med prøver, der svarer til de gymnasiale niveauer.

De erhvervsrettede voksen- og efteruddannelser omfatter blandt andet:

Arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU), som består af cirka 3.000 forskellige arbejdsmarkedsuddannelser og udvalgte enkeltfag fra erhvervsuddannelser, der fører til en selvstændig kompetence i forhold til at udføre ufaglærte og faglærte jobfunktioner.

Voksenerhvervsuddannelser, som er særlige voksenforløb på de ordinære erhvervsuddannelser.

Grundlæggende voksenuddannelse (GVU), som er den ramme, hvori tidligere uddannelse og relevant erhvervserfaring suppleret med blandt andet erhvervsuddannelseselementer og AMU-kurser stykkes sammen til en formel erhvervsuddannelse.

Videreuddannelsessystemet for voksne (VFV), som blandt andet omfatter videregående voksenuddannelser (VVU) samt diplom- og masteruddannelser, giver kompetence på niveau med henholdsvis bachelor- og kandidatuddannelser.

Åben uddannelse har til formål at fremme et bredt udbud af erhvervsrettet uddannelse til den voksne befolkning og omfatter blandt andet deltidsuddannelser, enkeltfag og fagspecifikke kurser.

Under ikke formelt kompetencegivende uddannelser findes undervisningen på blandt andet aftenskoler, folkehøjskoler, daghøjskoler og folkeuniversiteter.

Undervisningsomfanget inden for forskellige typer af voksenuddannelse varierer fra ganske få timer til samlede fuldtidsundervisningsforløb af flere års varighed. Undervisningen er normalt på deltidsbasis. En del undervisning på åben uddannelse foregår i dag som fjernundervisning. Voksenuddannelserne kan være offentligt og/eller privat finansierede. På dele af det offentlige område er der indført et princip om delvis brugerbetaling. På visse uddannelser yder staten endvidere tilskud til forsørgelse.