Opbygningen af de nye lønsystemer

Den mest udbredte model for et nyt lønsystem er basislønsystemet. Basislønsystemet består af en basisløn eller et basislønforløb, der aftales centralt, og en overbygning i form af en tillægsdel, der aftales lokalt. Basislønninger rummer typisk ingen eller kun et mindre antal automatiske anciennitetsbestemte lønstigninger. Den individuelle lønudvikling er således decentraliseret til den enkelte arbejdsplads. Det er i tråd med Moderniseringsstyrelsens ønske om, at en større del af løndannelsen skal ske decentralt i form af lokal løndannelse, og der arbejdes for at øge de lokale tillægs andel af den samlede lønsum.

De lokale tillægsmuligheder omfatter funktionstillæg, kvalifikationstillæg og engangsvederlag. Der er desuden mulighed for at aftale resultatlønsordninger.

Løn

Resultatløn tildeles på baggrund af en række på forhånd definerede (kvantitative og/eller kvalitative) resultatmål og udløses, når betingelserne i resultatlønsaftalen er opfyldt.

Resultatløn kan aftales for grupper af medarbejdere eller enkeltpersoner.

Engangsvederlag vil typisk være relevante, hvis der er tale om en efterfølgende honorering af en særlig indsats.

Kvalifikationstillæg anvendes til at honorere medarbejdere på grundlag af faglige og personlige kvalifikationer, kvaliteten i opgavevaretagelsen, balancen i forhold til tilsvarende stillinger på det øvrige arbejdsmarked eller af hensyn til rekruttering og fastholdelse. Kvalifikationstillæg ydes som hovedregel som varige tillæg.

Funktionstillæg anvendes til at honorere medarbejdere, der varetager særlige funktioner. Funktionstillæg er knyttet til bestemte arbejdsopgaver, som medarbejderen udfører. Funktionstillæg er typisk tids- eller opgavebegrænsede, men kan være varige.

Individuel lønforhandling
En af de seneste og større udviklinger i de statslige lønsystemer er indførslen af individuel lønforhandling. Muligheden for, at den enkelte medarbejder forhandler løn direkte med sin chef, blev således for alvor en del af de statslige aftaler fra og med overenskomstforhandlingerne i 2005.

Efter overenskomstforhandlingerne i 2011 er i alt 21 faggrupper omfattet af permanente ordninger om individuel lønforhandling. Det svarer til, at ca. 12 pct. af de ansatte i staten selv forhandler løn. Derudover findes et antal forsøgsordninger, hvor man lokalt kan aftale, at lønforhandlingerne sker direkte mellem medarbejderen og lederen. Forsøgsordningerne omfatter bl.a. alle ansatte, der er omfattet af akademikeroverenskomsten.

Det er generelt Moderniseringsstyrelsens ambition at forenkle de regler, der sætter rammerne for lønforhandlingerne på den enkelte arbejdsplads. De lokale parter skal have større mulighed for at tilpasse rammerne til de lokale behov, og medarbejdere, der ønsker selv at forhandle deres løn, skal have mulighed for det.

For de øvrige statsansatte foregår de lokale lønforhandlinger mellem ledelsen for den enkelte institution og tillidsrepræsentanten for de respektive medarbejdergrupper.