Ytringsfrihed

Ytringsfrihed – sig din mening

Mange er nervøse for at udtale sig om deres arbejde og arbejdsvilkår.

Det er vigtigt, at ansatte i forsvaret i kraft af deres erfaring og viden er med til at højne de faglige og politiske debatter på forsvarsområdet.

Soldater kan bidrage med oplysninger om, hvilke konsekvenser politiske beslutninger kan få. Soldater har en indsigt som kan og vil gavne den offentlige debat – og dermed samfundet.

Offentlig ansattes deltagelse i den offentlige debat er af afgørende betydning i et demokrati.

Loven beskytter dig

Din ytringsfrihed som offentlig ansat er vidtgående og beskyttet i den Europæiske Menneskerettighedskonvention, EU´s Chartre, FN konventionen og Grundloven § 77. Her står: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstole. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”

Sådan kan du ytre dig

Beskyttelsen af offentligansattes ytringsfrihed gælder, når man som offentlig ansat ytrer sig på egne vegne i den offentlige debat. Man kan fremsætte sine personlige synspunkter og egne faglige beskrivelser, udtrykke en politisk holdning eller gengive faktiske forhold, som vedrører dit arbejdsområde. Formen gælder både tekst, tale, billeder, beklædning, møder, interviews, læserbreve, debatindlæg og samtaler på sociale medier.

Her går grænsen

Alle borgere er undergivet visse begrænsninger i ytringsfriheden og må derfor ikke fremsætte urigtige eller freds- og ærekrænkende udtalelser. Herudover er en offentlig ansat begrænset af reglerne om tavshedspligt. Det betyder, at man ikke må videregive eller udnytte klassificerede og fortrolige oplysninger. Bestemmelserne herom findes blandt andet i straffeloven, den militære straffelov, persondataloven og forvaltningsloven.

Do´s and don´ts om ytringsfrihed

Du må:

På egne vegne deltage i den offentlige debat
Fremsætte personlige meninger i tale og på skrift
Fremsætte personlige meninger, som vedrører dit eget arbejdsområde
Fremsætte personlige meninger i ressourcespørgsmål, eksempelvis nedskæringer
Du må ikke:

Fremlægge tavshedsbelagte oplysninger
Komme med ærekrænkende udtalelser
Være urimelig grov
Fremsætte åbenbart urigtige oplysninger
Husk at:

Loyalitetspligten i ansættelsesforholdet kan ikke medføre yderligere begrænsninger i ytringsfriheden
Udtaler du dig på arbejdsgivers vegne – er det på hans præmisser
En lovlig fremsagt ytring kan ikke i sig selv føre til ”negative ledelsesreaktioner”, som afskedigelse, ændringer i opgaver eller forbigåelse i forbindelse med løntillæg
Kritiske ytringer skal ikke fremsættes internt først. Men generelt bør åbenhed og konstruktiv debat fremmes på det enkelte tjenestested. Det kan være fornuftigt, først at rejse kritikken via de interne systemer først, før man går videre
I tilfælde hvor en lovlig udtalelse fører til f.eks. alvorlige samarbejdsvanskeligheder, kan det danne grundlag for ”negative ledelsesreaktioner”, men der er strenge krav til ledelsens bevissikkerhed.

Reagerer ledelsen med sanktioner af den ene eller anden slags, på en lovlig udtalelse, så kontakt straks CS

På internettet gælder samme regler for ytringsfrihed. Husk, at din private blog-, facebook-, twitter eller instagramkonto ikke er et lukket og fortroligt forum.

Tænk på, hvem modtageren af din ytringer er/kan være
Skriv kun det du kan sige i det offentlige rum
Tænk over hvordan du ytrer dig om din arbejdsplads
Overvej, om du skal være ”venner” med kolleger og chef
Som blogger skal du tydeliggøre, at dine holdninger er dine egne private meninger
CS ønsker bedre beskyttelse. Justitsministeriets ”Betænkning om offentlig ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger” blev i april 2015 sendt i høring blandt de faglige organisationer. CS og FTF arbejder for bedre beskyttelse af offentlig ansatte, som bruger retten til kritik.