Valg af TR

Stemmeret og valgbarhed
Tillidsrepræsentanten vælges blandt de medlemmer der er på tjenestestedet. Kandidaterne skal være medlem af CS. Der vælges blandt medlemmer med mindst 9 måneders ansættelse (i forsvaret).
Tillidsrepræsentanten skal efter valget hurtigst muligt anmelde valget til CS. Det sker på en særlig blanket: Anmeldelse af tillidsrepræsentant, som kan downloades her eller kan den fås ved henvendelse i CS sekretariat. Valget er først gyldigt når CS har godkendt valget, og når CS har anmeldt valget over for pågældende myndighed. Den nyvalgte tillidsrepræsentant er dog efter arbejdsretlig praksis omfattet af beskyttelsen allerede fra det tidspunkt, hvor myndigheden er blevet bekendt med valget.

Valghandlingen
Valget skal varsles, så alle stemmeberettigede kan blive bekendt med tid og sted for valget. Det vil være hensigtsmæssigt, at valget afvikles i tilknytning til et medlemsmøde.

For valget anvendes følgende retningslinjer:

Er der kun én kandidat, er vedkommende valgt uden afstemning.

Er der flere kandidater, foretages der skriftlig afstemning.

Hvis en kandidat opnår absolut stemmeflertal blandt de tilstedeværende stemmeberettigede er pågældende valgt. (Absolut stemmeflertal betyder, at en kandidat har fået et flertal af de afgivne stemmer, blanke og ugyldige stemmer tæller ikke med).

Opnår ingen af kandidaterne absolut flertal, foretages ny afstemning.

Opnår en kandidat absolut flertal ved anden afstemning, er denne valgt.

Bringer anden afstemning ingen afgørelse, foretages der en tredje afstemning mellem de to, der ved anden afstemning har fået flest stemmer (bundet omvalg).
Ved stemmelighed afgøres det ved lodtrækning, på hvilke to, der skal stemmes ved tredje afstemning.

Ved tredje afstemning er den, der opnår flest af de afgivne stemmer, valgt.

Ved stemmelighed ved tredje afstemning foretages lodtrækning.