Sagsbehandling

Hvornår bliver en lokal uenighed en faglig sag?

Rigtigt mange CS medlemmer oplever helt naturligt i deres hverdag, at cheferne træffer beslutninger, i forhold til for eksempel løn og ydelser, tjenesterejser og arbejdstid. Mange af disse beslutninger kan virke ulogiske eller det kan være, at medlemmet er direkte uenig i chefens beslutning. Her er det en god ide, at bruge den lokale tillidsrepræsentant. Det er tillidsrepræsentanten, som er valgt af CS medlemmerne, der har retten og derfor mulighed for, at rejse spørgsmålet over for chefen.

Tillidsrepræsentanten kan rejse ethvert spørgsmål inden for chefens ledelsesret til forhandling.

Men før det, som starter som en uenighed mellem ledelse og medarbejdere, bliver til en fagretlig sag, som kræver sagsbehandling i CS-huset, er der en række spørgsmål der skal være afklaret. Man kan forsøge at løse problemet lokalt ved at skrive til chefen, og bede ham begrunde sin beslutning, dvs. spørge ham, hvilket forvaltningsmæssige grundlag, han har lagt til grund for sin beslutning. På den måde kan man løse mange små sager, men også finde ud af, hvad man ikke er enige om. Det kan også være at chefen har overset noget i aftalerne. Selv chefer ved ikke alt.

Det kan selvfølgelig også være tilfældet, at chefen fastholder sin beslutning. Gør han det, og er der fortsat utilfredshed med chefens afgørelse, så kan tillidsrepræsentanten bede CS om at tage over. CS vil vurdere om uenigheden består i en fortolkning af overenskomsten eller indgåede aftaler, eller hvorvidt chefens beslutning betyder et brud på overenskomsten. CS vil oftest først søge en dialog med chefen, men selvfølgelig i samarbejde med medlemmet og tillidsrepræsentanten.

I fald af, at chefen fastholder og beslutningen og CS vurdering at der er tale om en beslutning der strider imod overenskomsten, så er den fagretslige proces sat i gang. Sagen er nu ikke længere et anliggende for chefen og tillidsrepræsentanten, men en sag imellem den faglige organisation (CS) og arbejdsgiveren (Forsvarsministeriets Personalestyrelse FPS).

Her er det vigtigt at huske på at arbejdsgiveren har, hvad der i den kollektive arbejdsret, kaldes fortolkningsfortrinet. Chefen kan således gøre brug af ledelsesretten indtil der er opnået enighed ved et uenighedsmøde eller truffet beslutning ved faglig voldgift/arbejdsret.

I praksis betyder dette, at chefens afgørelse vil stå uimodsagt, indtil den fagretlige del af sagen er afsluttet.

Mange bryder sig ikke om at skrive til chefen, fordi det kan virke upersonligt. Men det er vigtigt, for at kunne dokumentere sagen i det videre forløb, at kommunikationen foregår skriftligt, det kan fx være i form af mails eller referater af møder. Det er i alles interesse at overenskomsten og vores aftaler overholdes, hvorfor alle lokale og centrale uenigheder selvfølgelig skal behandles seriøst af begge parter.

Ingen forventer at tillidsrepræsentanten eller de enkelte medlemmer har tid til at sætte sig ind i hele overenskomstområdet med tilhørende aftaler. Derfor kan man altid kontakte CS faglige sekretariat for råd og vejledning i en aktuel problemstilling.

Man bør altid forsøge at løse problemer, så tæt på det sted hvor de opstår. Men kan man ikke blive enige om fx et spørgsmål om arbejdstid, kan spørgsmålet i yderste konsekvens ende i en retssag (voldgift eller arbejdsretten).

Illustrationen om de enkelte forhandlings niveauer inden for CS aftaleområde.