Planlægning

Generelt
Arbejdstiden for den enkelte medarbejder skal planlægges for den periode som er aftalt i myndighedens samarbejdsudvalg. Planlægning af arbejdstid skal gennemføres i samarbejde med personellet, og det forudsættes, at der tages størst muligt hensyn til den ansatte ved den konkrete arbejdstilrettelæggelse. Dette indebærer bl.a., at tjenesteplaner skal bekendtgøres så tidligt som muligt, og at ændringer heri tilsvarende skal varsles så tidligt som muligt. 

Det forudsættes endvidere, at tillidsrepræsentanten orienteres, hvis det overvejes at gennemføre mere principielle ændringer i arbejdstilrettelæggelsen og/eller tjenestefordelingen, således at den pågældendes eventuelle bemærkninger kan indgå i overvejelserne.

Planlægning af arbejdstiden ligger inden for ledelsesretten. Det betyder, at såfremt man ikke bliver enige om tjenestens placering, er det i sidste ende ledelsen der fastlægger planlægningen.

Ledelsen kan kun disponere over den aftalte arbejdstid som er 37 timer om ugen i gennemsnit. Ledelsen må således ikke planlægge på merarbejde. Hvis ledelsen for en periode har behov for at planlægge en medarbejder til mere end 37 timer om ugen, kan det kun ske efter aftale med den enkelte. CS anbefaler, at sådanne aftaler laves skriftlige, og at det fremgår af aftalen 1) hvor meget der planlægges udover 37 timer og 2) hvordan og hvornår honoreres merarbejdet.

Ledelsen skal planlægge på alle kendte opgaver. CS opfatter det som brud på arbejdstidsreglerne hvis en af ledelsen kendt opgave ikke indgår i planlægnigen, men beordres gennemført senere i perioden. Husk du har krav på en kopi af den planlagte arbejdstid.  

Forskellige definitioner.
Arbejdsdag
En dag hvor arbejdsgiveren har planlagt en aktivitet der kræver fysisk  tilstedeværelse eller tilkald/rådighedstjeneste

Normal arbejdsfri dag
En arbejdsdag hvor medarbejderen ikke skal præstere tilstedeværelse fordi timenormen for perioden er opfyldt med arbejde på længere dage.

Fridag
En dag hvor medarbejderen ikke er pålagt nogen forpligtelser fra  arbejdsgiveren.

Krav til planlægningen
Ledelsen skal tilrettelægge arbejdet inden for de rammer, der er fastsat i arbejdsmiljølovgivningen og i aftalen om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.

I tilfælde, hvor arbejdsmiljølovens regler om hvileperiode og fridøgn fraviges, skal der ydes tilsvarende kompenserende hvileperioder eller fridøgn. Hvor forholdene undtagelsesvis er af en sådan art, at det ikke er muligt at yde kompenserende hvileperioder eller fridøgn, skal der ydes passende beskyttelse.

Fridage
Den ansatte har ret til mindst 26 fridage i kvartalet. Antallet af fridage forhøjes med antallet af eventuelle søgnehelligdage i perioden, bortset fra søgnehelligdage, der falder på ugedage, hvor den ansatte i forvejen altid har fri.

En fridag skal være på mindst 40 timer. Hvis der indgår et helt kalenderdøgn, anses fridagen dog for givet, hvis den er på mindst 36 timer.

Hvis der gives 2 fridage i sammenhæng, skal den samlede frihed være på mindst 64 timer. Hvis der indgår 2 hele kalenderdøgn, anses fridagene dog for givet, hvis den samlede frihed er på mindst 56 timer. Hvis der gives mere end 2 fridage i sammenhæng, skal de øvrige fridage have en længde på mindst 24 timer.

Arbejdstiden skal tilrettelægges sådan, at den ansatte så vidt muligt får 2 sammenhængende fridage pr. uge og der kan maksimalt være 10 arbejdsdage mellem to fridage.
Mindst 30 fridage pr. år skal placeres på søn- eller helligdage.

Det er vigtigt, at medarbejderne kan se på tjenestelisten hvor fridagene er placeret. Dels for at kunne se, om førnævnte regler om placering er overholdt, men også fordi en fridag kun kan inddrages rent undtagelsesvist. Arbejdsgiveren skal altså vidt det er muligt, respektere medarbejdernes fridage. Det skal bemærkes, at der her kun er tale om fridage men ikke arbejdsdage hvor medarbejderen holder fri (arbejdsfri dage)

Daglig hvileperiode og ugentligt fridøgn
Den daglige hvileperiode efter arbejdsmiljølovgivningen kan efter aftale på det enkelte arbejdssted undtagelsesvis nedsættes fra 11 til 8 timer 1 gang ugentlig. Efter lokal aftale kan hvileperioden nedsættes til 8 timer indtil 2 gange ugentlig, dog ikke 2 døgn i træk. Denne aftale skal indgås af CS og Forsvarets Personeltjeneste.

I tilfælde, hvor arbejdsmiljølovens regler om hvileperiode og fridøgn fraviges, skal der ydes tilsvarende kompenserende hvileperioder eller fridøgn. Hvor forholdene undtagelsesvis er af en sådan art, at det ikke er muligt at yde kompenserende hvileperioder eller fridøgn, skal der ydes passende beskyttelse.