Måltider

Hvordan udgifter til måltider godtgøres, afhænger af tjenesterejsens karakter, og der skelnes mellem 3 typer tjenesterejse.

Tjenesterejser under 24 timer eller uden overnatning ("endagsrejser")
Uanset rejsemålet sker godtgørelsen i form af refusion af rimelige merudgifter til måltider o.l. mod dokumentation. Der kan således bl.a. ikke udbetales timepenge for en rejse, der varer under 24 timer, selv om den er forbundet med overnatning.
Ved afgørelsen af, hvorvidt der er tale om rimelige merudgifter, er det ikke afgørende, om måltidet indtages inden for eller uden for normal arbejdstid

Tjenesterejser på minimum 24 timer, som er forbundet med overnatning - Danmark og Færøerne
Udgangspunktet er, at godtgørelsen ydes i form af time- og dagpenge. Tjenestestedet kan dog tillade, at der - i stedet for time- og dagpenge - sker godtgørelse af rimelige merudgifter til de tre hovedmåltider mod dokumentation samt ydes procentgodtgørelse, hvis du anmoder om det. En sådan tilladelse gælder for mindst 1 tjenesterejse, idet der ikke kan skiftes godtgørelsesprincip på en tjenesterejse. 

Tjenesterejser på minimum 24 timer, som er forbundet med overnatning - udlandet og Grønland
Udgangspunktet er, at rimelige merudgifter til måltider dækkes mod dokumentation. Derudover ydes procentgodtgørelse til dækning af småfornødenheder mv. Tjenestestedet kan dog tillade, at der - i stedet for godtgørelse af dokumenterede rimelige merudgifter til måltider samt ydelse af procentgodtgørelse - udbetales time- og dagpenge, hvis du beder om det. En sådan tilladelse gælder for hele tjenesterejsen, idet der ikke kan skiftes godtgørelsesprincip på samme tjenesterejse. 

Der skal ske godtgørelse på én af følgende former.

Refusion med dokumentation
Det er tjenestestedet, der skal skønne over og afgøre, om der er tale om rimelige merudgifter til måltider o.l., som det har været nødvendigt at afholde - herunder om det er rimeligt at godtgøre merudgiften. Ud over måltidsudgifter godtgøres udgifter til "o.l.". Dette indebærer, at tjenestestedet kan refundere nogle af de udgifter til småfornødenheder mv., som på andre tjenesterejser godtgøres med time- og dagpenge eller procentgodtgørelse.

Udbetaling af time- og dagpenge
Time- og dagpengene udbetales til dækning af merudgifter til måltider, småfornødenheder, transport på bestemmelsesstedet og lignende. Hvis du får kost, trækkes du i time- og dagpengene, hvad der svarer til 15 % (morgenmad) 30 % (frokost) og 30 % (middag). De sidste 25 % skal dække småfornødenheder.
Der skal ikke foreligge dokumentation for afholdte udgifter i forbindelse med udbetaling af time- og dagpenge.
Dagpengebeløbet udbetales for hver fulde 24 timer, en tjenesterejse har varet, når den har været forbundet med overnatning. Derudover udbetales timepenge for hver påbegyndt time, rejsen varer ud over hele døgn. Der kan således aldrig alene udbetales timepenge. Timepenge udgør 1/24 af dagpengebeløbet.

Refusion med dokumentation samt ydelse af procentgodtgørelse
Refusion mod dokumentation + procentgodtgørelse dækker tilsammen merudgifter til måltider, småfornødenheder, transport på bestemmelsesstedet mv., ligesom tilfældet er, når godtgørelsen udbetales i form af time- og dagpenge. Døgnsatsen for procentgodtgørelse beregnes af den til enhver tid gældende dagpengesats og udbetales for hver 24 timer, en tjenesterejse har varet, når den har været forbundet med overnatning. Derudover udbetales procentgodtgørelse pr. time med 1/24 af døgnsatsen for hver påbegyndt time, som rejsen varer ud over hele døgn. Procentgodtgørelse kan således aldrig alene udbetales for timer.